For at en stambog skal have værdi, må man være sikker på, at hund og stambog ”passer sammen”. Derfor har det i over 30 år været et krav, at en DKK-stambogsført hvalp er ID-mærket, så hund og papirer entydigt svarer til hinanden.
Fra 1993 er der også indført et lovkrav om, at hunde skal være ID-mærket og registreret med oplysning om ejer/besidder i Dansk Hunderegister.
Fra juli 2011 anerkender EU-landene kun chipmærkning som ID-mærkning ved passage af grænser mellem EU-landene. Dog kan hunde, der allerede er ID-mærket med en tatovering inden den 3. juli 2011, fortsat passere grænserne uden at skulle have en chip.
En opdrætter kan vælge at bruge en DKK ID-mærker eller at lade sin egen dyrlæge foretage mærkningen. Dette afkrydses ved anmeldelse af kuldet. Alle hvalpe skal mærkes senest når de er 8 uger gamle. Hvis man vælger en DKK ID-mærker, så medbringer ID-mærkeren stambøgerne ved mærkning af hvalpene. Hvis man vælger sin dyrlæge til mærkningen, skal man være opmærksom på, at stambøgerne først udskrives når vi har modtaget tilbagemelding fra dyrlægen påført hundenes chinumre.